fbpx

Kærlighed i drivhuset

Mens regnen drypper fra tagrenden for enden af drivhuset og fuglene kvidrer lystigt og flyver ufortrødent forbi mig på den anden side af drivhusets glasvægge, fik jeg lyst til at dele et par drivhustanker med dig.

Naturen er dér hvor sjæle vokser, hvor skønheden vinder efter enhver barsk og grå vinter.
Med fingrene i jorden vokser ikke blot min kærlighed til alt det grønne, men til alle dem, der omgiver mig.
En forbipasserende fortravlet på vej til toget eller en fin lille pige med bare tæer på sin løbecykel.
Jeg tænker det må skyldes taknemmeligheden over alt det, der kommer til mig i belønning for lidt lugning, pasning og en hel masse kærlighed til blomsterne, buskene og træerne.

At vi skulle sætte vores elskede sorte trædrivhus i produktion umiddelbart før verden blev ramt af lukkede arbejdspladser, kedsomhed og masser af tid til refleksion over livet, naturen og vores prioriteter var naturligvis ikke noget vi havde planlagt.
Vi har været vidne til et almenmenneskeligt sporskifte og kan høre på vores kunder, at de er rykket udenfor og ind i et nyt kærlighedsforhold.
Deres liv er blevet forandret og kvaliteten af deres hverdag forbedret af den varige lykke kærligheden til den nære natur giver.

Ejer du ikke et hus af glas og træ i din have endnu, så prøv at forestil dig en blæsende efterårsdag, hvor solen titter frem.
Det er måske 8 grader udenfor, og i ly af vinden, sætter jeg tændstikken til det hurtigt knitrende træ i min lille brændeovn.
Jeg stiller tekanden på brændeovnen for at holde den varm, sætter mig til rette i min lille sofa inde i mit glashus, mens mine hunde tiggende beder om at få lov at krybe op i varmen ved siden af mig.
Jeg tager min bog op, finder læsebrillen frem og læner mig nu tilbage.
Af lyset fra efterårssolen bliver jeg mættet af en utrolig tilfredshed, og et håb for endnu en vinter uden tungsind i sofaen indenfor i stuen, hvor der nok er hyggeligt.
Men i mit drivhus er jeg ude i naturen og får glæde af det sparsomme lys og et stort smil breder sig henover hele mit ansigt.
Kom bare an vinter – jeg er klar til dig.
Tilbage i drivhuset på denne regnfulde dag i august måned har hundene fundet en kold plet på gulvet.

Du er i øvrigt velkommen – vores showroom er altid parat med varm te på kanden, når temperaturerne daler og vi ifører os sweaters og jeans. Hav en vidunderlig sensommer!

Styling: Nordisk Rum
Foto: Dennis Sytmen

The Greenery - Drivhuse - Kærlighed i drivhuset